Hvor monogami kom fra — en kort, ærlig historie

Livslang seksuel eksklusivitet føles som det naturlige udgangspunkt. Historisk set er det en ny, forhandlet og for det meste økonomisk ordning.

Det er ikke menneskets standard

Antropologer, der har gennemgået det etnografiske materiale, finder, at det store flertal af dokumenterede menneskelige samfund tillod en eller anden form for flergifte. Streng livslang eksklusivitet for begge partnere er undtagelsen i materialet, ikke reglen.
Vores nærmeste slægtninge er heller ikke monogame. Uanset hvad "naturligt" betyder, peger det ikke entydigt på én partner for livet.

Hvor rigdom går videre gennem arv, er en mands sikkerhed om faderskab et økonomisk spørgsmål, ikke et romantisk et. Kvindelig eksklusivitet blev håndhævet hårdest netop dér, hvor der var ejendom at give videre.
Ægteskab var i det meste af den nedskrevne historie en alliance mellem familier — jord, gæld og arbejdskraft. At vælge en ægtefælle af kærlighed er en moderne idé, og en meget ny en.
Dobbeltmoralen er det, der afslører det. Regler, der binder det ene køn langt hårdere end det andet, løste et arveproblem, ikke et intimitetsproblem.

Det mest interessante ikke-økonomiske pres er epidemisk sygdom. Hvor seksuelt overførte infektioner spredte sig bredt, fungerede socialt håndhævet eksklusivitet som rå folkesundhed — det reducerede størrelsen på det seksuelle netværk.
Syfilis hærgede det tidligt moderne Europa, og den moralske stramning, der fulgte, havde en praktisk logik under sig. Moderne testning og beskyttelsesmetoder gør det samme arbejde med langt mere præcision og langt mindre skadevirkning.
Pointen er ikke, at monogami var tåbeligt. Det var en fornuftig teknologi til datidens begrænsninger. De begrænsninger har ændret sig.

Det argumenterer ikke for, at monogami er forkert. Valgt frit er det et fint liv, og de fleste vil vælge det.
Det argumenterer for, at det er et valg, ikke en naturlov — og at et valg truffet som standard reelt ikke er et valg.
Det, der erstatter håndhævelse, når man fjerner den, er ikke kaos. Det er en eksplicit aftale: hvem, hvad, og hvad der sker, når nogen skifter mening. Det er hårdere arbejde end en standardindstilling, og det er derfor, de fleste beholder standarden.

ZAVOS' medlemmer er selvstændige individer, ikke par der bytter partnere. Der er intet primært forhold at beskytte, så intet her er en løsning for ét.
Det, der erstatter den gamle håndhævelse, er skrevne regler: samtykke aftalt på forhånd, et udtalt risikoloft, verificeret test, streng anonymitet. Der skifter aldrig penge hænder.